Præsteskoven syd for Herfølge.

Præsteskoven ved Herfølge skal fældes! Skoven skal helt fjernes fra landkortet!

Præsteskoven hører under Vallø Gods, og er en almindelig privat brugsskov. Brugsskove er og fungerer som almindelig landbrugsjord, hvor der plantes og sås, og efterfølgende høstes, det vil her sige her: fældes træer. Men hvor markafgrøder har en cyklus på et år, så vil denne skov, hvis den helt fjernes, være over 100 år om at blive skov igen.
Og hvis der overhovedet bliver genplantet på stedet, så vil det formentligt ikke blive bøg, men juletræer der kommer til at vokse her. Eller også vil Køge bygge endnu flere endeløse rækker af ensartede huse, som det sker på egnen mellem den nye Køge Nord Station og lille Skensved, hvor hele området er ved at blive raseret, og landskabet fjernet.
Det er virkelig skræmmende!

At Vallø mener den totale fældning af skoven alvorligt, er der ikke tvivl om, for en anden af Valløs skove er også totalt forsvundet fra landkortet, og erstattet af noget der ligner et skamferet månelandskab.

I et sidste forsøg på at redde skoven, har lokale borgere oprettet en lille forening, med det formål at købe skoven og bevare den for eftertiden. Det er et godt initiativ der fortjener al mulig hjælp og støtte og opbakning, og det kan gøres på her på websiden Foreningen Herfølge Folkeskov Præsteskoven.

Ligesom i flere af egnens andre skove, er jeg kun kommet i Præsteskoven sporadisk, når min vej faldt forbi, så jeg har slet ingen oversigt over hvad der findes af forskellige arter af planter og dyr.
Ej heller kender jeg hele skovens historie, og ved slet ikke om nogen har skrevet om den.
Men her har været skov i mange generationer tilbage i tiden, så at fjerne skoven helt, er en meget drastisk beslutning. Så det vil være oplagt, at bruge lidt mere tid på og om skoven, inden den er væk for altid.

Her til højre er en helt tilfældig annonce fra Østsjællands Folkeblad i 1911.
Men langt tidligere, helt tilbage i 1800-tallet, er der i Præsteskoven fældet og høstet og solgt træ og brænde, hvilket gamle annoncer i aviserne kan bevidne.
Det vil sige at i 1880'erne var skoven stor og gammel nok til at der kunne fældes og sælges træ herfra. Det fører jo skovens alder tilbage til mindst 1700-tallet.

Og det passer jo egentlig også godt med skovens navn, Præsteskoven, for skoven har formodentlig været et tilliggende til et præsteembede.
Tilbage i fortiden kunne præsterne ikke leve af det lidt der eventuelt blev dem betalt i forbindelse med deres embede. Så med præsteembeder på landet fulgte der sædvanligvis også et stykke jord samt en bolig, hvilket jo forklarer alle de præstegårde der er, og har været, rundt om i hele Danmark.
En af præsterne, formentlig her på egnen, har så tillige været så heldig at eje denne lille skov. Men selv dette er slet ikke enestående, for denne Præsteskov er langt fra den eneste præsteskov i Danmark.

På mit lille besøg i Præsteskoven forleden dag, tog jeg dette foto af en Panter-Fluesvamp.
Svampen er slet ikke sjælden, men er f.eks. ikke tidligere rapporteret fundet her i Præsteskoven, men derimod kun i Storskoven.

"Blodplet-larve".

På nogle af de udyrkede arealer, der endnu er "til overs" på egnen nordvest for Køge efter etableringen af togstationen Køge-Nord, har der bredt sig en stor mængde af planten Engbrandbæger.
På disse store ranke planter, med de flotte gule blomster, kan man finde mange af disse stribede gul-sorte larver, som grådigt og målbevidst spiser hele planten.

Det er nat-sommerfuglen "Blodplets" larver, hvis latinske navn er "Tyria jacobaeae".
Og da sommerfuglen har fået sit latinske navn efter værtsplanten Engbrandbægers latinske navn "Jacobaea vulgaris", så kan sommerfuglens navn "Tyria jacobaeae", lidt frit oversættes til på dansk: "Engbrandbægers behersker".

For 25 år siden var "Blodplet" en sjældenhed her i landet, men efterhånden har den bredt sig, og er blevet almindelig overalt. Men selvom "Blodplet" også er aktiv om dagen, er det endnu ikke lykkedes mig at fotografere en eneste af de voksne sommerfugle, trods en ihærdig indsats. :-)

Torvet i Faxe.

"Rimfaxe og Skinfaxe".
Det er ’Nat’ der rider på ’Rimfaxe’, og som forjages af ’Dag’ som rider på hesten ’Skinfaxe’. ’Nat’ er datter af Lokes søn ’Narfe’, og ’Nat’ har, sammen med solopgangens gud ’Delling’, sønnen ’Dag’.
Så det er sønnen ’Dag’, som med ’Dellings’ hjælp, skubber mor ’Nat’ til side.

Som Adam Oehlenschläger udtrykte det i sit digt "Guldhornene" i 1803: Billedhugger Aage Petersen huggede statuen i Faxe Kalkbrud som derefter blev kørt og trukket op på Torvet, og anbragt på soklen der var støbt i det lille grønne anlæg der dengang var. I vor dage er Torvet en stenørken.

Faxe kalkbrug var ikke kun leveringsdygtig i brændt kalk i sække, men også i hele kalksten der blev brugt til forskellige byggerier.
Kalkbruddet fremstillet i ”gamle dage” bygningssten og andre bygningselementer. F.eks. blev der brugt kalksten i nogle af Stevns småhuse, og da C. F. Tietgen i årene omkring 1880 genopførte Marmorkirken i København, blev der også brugt kalksten fra Faxe Kalkbrud.
Det var C. F. Tietgen der 1884 stiftede ”Fakse Kalkbrud A/S”. (Tidligere er Fakse også stavet med k.)

Om der også ligger en skjult hentydning til den tyske besættelse i statuens motiv, er for mig uklart. Hvis statuen var opstillet efter 1943, så var det tænkeligt, men i 1941 rettede de fleste danskere sig endnu efter statsminister Staunings påbud om samarbejde og passivitet overfor besættelsesmagten. Og vi havde jo også mytologien tilfælles med tyskerne.
Og Stauning havde desuden sit store sommerhus på Stevns ved Strøby Egede, så mon ikke man har gået ”lidt stille med dørene”.

"Andrea Chénier".

OperaVision sender i morgen aften, fredag den 2. juli, en optagelse af Umberto Giordano's "Andrea Chénier", fra "Erkel Theatre" i Budapest. Handlingen udspiller sig under den franske revolution, og er inspireret af virkeligheden, og digteren og forfatteren Andre Chénier's skæbne.

Ved uropførelsen af operaen på "La Scala" den 28. marts 1896 var dekorationerne overvældende med storslåede scenerier. Og det storslåede har været en del af fortællingen i alle efterfølgende opførelser på "La Scala" og dem har der været mange af gennem tiderne. For kun et halvt år siden var det Sonya Yoncheva der sang "Maddalena de Coigny's" arie "La mamma morta" på La Scala, og denne scene er lagt på YouTube.
Men lad gå, at dekorationerne her på "Erkel Theatre" i Budapest måske ikke er helt så prangende som på "La Scala", men heldigvis så optræder sangerne i datidens klædedragter, hvilket underbygger fortællingen i operaen.

Forfatteren André Marie Chénier, hvis liv og skæbne var grundlaget for operaen, var født i 1762, og han forblev indtil sin død ret ukendt. Men nogle af hans skriverier mishagede alligevel revolutionsrådet, så han blev dømt til at miste hovedet, hvilket skete lørdag den 25. juli 1794.
I Frankrig er hele André Marie Chénier's forfatterskab siden blevet berømmet og udgivet, men umiddelbart har jeg ingen større danske oversættelser fundet, så man må ty til de franske.

Det mest kendte af André Marie Chénier's digte er "A Marie-Anne-Charlotte Corday." Dette digt er en hyldest til Marie-Anne-Charlotte Corday og hendes handlinger.
Og da Marie-Anne-Charlotte var hende der den 13. juli 1793 myrdede den franske revolutionære leder Jean-Paul Marat med knivstik, så har dette digt i sig selv understreget mistanken om at André Marie Chénier var skyldig i forbrydelser mod den nye franske republik.

Sidenhen har André Marie Chénier's tragiske skæbne været inspirationskilde for mange forfattere og kunstnere.
F.eks. Denys Puech, (1854-1942), med sin statue fra 1888, der er vist her til venstre, og som forestiller en fiktiv muse der holder André Marie Chénier's afhuggede hoved i sine arme.
Denys Puech færdiggjorde flere eksemplarer af denne statue, som derfor findes på forskellige museer, og også på "Collection Musée Denys-Puech".
Ligeledes blev et eksemplar solgt på en af Christies auktioner i 1994.

Fredag aften er det så Umberto Giordano's lille mesterværk "Andrea Chénier" der bliver opført, og sendt af OperaVision.
Digteren "Andrea Chénier" rolle bliver sunget af Boldizsár László, og "Maddalena de Coigny" bliver sunget af Eszter Sümegi.
Forestillingen begynder på OperaVision fredag aften klokken 19:00 CET, og operaen forbliver liggende tilgængelig på OperaVision indtil den 2. januar til næste år.

Sommer.

Vejen hertil kiosken er rettet op og nyasfalteret, og det er både ondt og godt. Her kan nu køres meget stærkt, og det er der begyndt at blive gjort!
Så her må uden tvivl inden længe anlægges nogle "bump" for at bremse de ”fartglade”, og så kunne man lige så godt have beholdt den gamle belægning med sine ”naturlige” bump.

Nu er de fleste corona restriktioner endelig ved at blive ophævet, så i den kommende uge begynder jeg endelig at genoptage nogle af de projekter jeg har haft liggende stille i over et år.
Det første bliver en tur til Faxe, hvor jeg skal se på nogle billeder, og på vejen derfra skal jeg forbi "Elverhøj", for at tage et foto jeg skal bruge.

Så er det forår.

Det har været nogle vidunderlige forårsdage, hvor æbleblomster og slåenblomster kappes om prisen. Til æbletræets fine lyserøde blomst har Henrik Ibsen i 1871 skrevet et lille humoristisk digt.
Det gamle ord 'kart', som Ibsen har brugt her i digtet, betyder her i denne sammenhæng umodent 'bær' (begyndende frugt).

Vinteren er ved at være forbi.

Bjørnstjerne Bjørnson i "Digte og sange" fra 1870:
I går, fredag den 9. april.
Min daglige motionstur måtte opgives på grund af aprilsvejret, så det var "kun" ned til Stranden og vende. Voldsomme vindstød, småregn og bidende koldt - en rigtig "vinterdag" var det.

I dag, lørdag den 10. april.
Her til morgen er det strålende solskin, og helt blå himmel med lidt hvide skyer. :-)

Nu er foråret her heldigvis!

Endelig begynder regeringen at lette lidt på corona-restriktionerne. Jeg har længe haft en planlagt tur til Ringsted på programmet, så den tur har jeg besluttet at tage på snarest.

En lille hændelse.

Februar måned.

Alle regeringens corona-restriktioner gælder måneden ud, så i den kommende februar måned vil det fortsat være småt med aktiviteter.
Eneste undtagelse er søndag den 14. februar, hvor det er Valentinsdag og Fastelavn.
Lokalt kan man finde hvad der sker i Køgeområdet på KoegeNu.dk

På Internettet derimod er der mange kulturbegivenheder som er blevet tilgængelige, og en del af dem gratis. Det sidste stykke tid har jeg linket til OperaVision, men det er langt fra det eneste sted hvor skuespil, koncerter og operaopførelser kan opleves på Internettet.
På lige netop dette område har coronaens nedbrydende indelukkethed tvunget tilgængeligheden til de store kulturelle begivenheder frem.
Fredag aften, den 12. februar klokken 19:00 CET, sender OperaVision Jules Massenet's opera 'Manon'" fra Staatsoper Hamburg.
Det er en ret spændende opførelse med den unge dansk-franske sopran Elsa Dreisig i hovedrollen som 'Manon'.
'Le Chevalier des Grieux' synges af Ioan Hotea.
Det bliver interessant om denne Hamborg-opførelse kan komme op på siden af den meget berømmede på Berliner Staatsoper i 2007, som havde Anna Netrebko og Rolando Villazón i hovedrollerne.

'Manon' blev opført første gang på Opéra Comique i Paris lørdag den 19. januar i 1884.
Grundlaget for handlingen er Abbé Prévost's roman fra 1731: 'L’histoire du chevalier des Grieux et de Manon Lescaut'.

Elsa Dreisig deltog i 2015 i den norske "Queen Sonja International Music Competition", hvor Dreisig delte 2. og 3. pladsen med den ukrainske baryton Yuriy Yurchuk.
Ved den lejlighed sang Dreisig den smukke 'Depuis le jour' fra Charpentier's 'Louise', som er blevet lagt på YouTube...

Blandt "ægte" operanørder er Massenet kompositioner ofte blevet regnet som værende letkøbt "sødsuppeagtigt" musik. Men jeg må tilstå at jeg holder meget af Massenet. :-)

I mine unge dage gæstede vi Hamborg Statsopera nogle gange, og overværede blandt andet en uforglemmelig 'Parsifal' med René Kollo i hovedrollen.
En anden gang var vi inviteret med på en rundvisning "bag scenen", og hvad der forbavsede meget var, at der slet ikke var en bagscene bag bagtæppet! Så når skuespillere og sangere løber bagud, så kan de kun komme til højre eller venstre umiddelbart bag bagtæppet, der er en mur videre frem.

Sidste torsdag i januar.

Min daglige cykel-motionstur denne almindelige torsdag var ind til Køge. Byen var stort set øde og lukket og forladt.
Jeg havde mindelser om min barndoms påskedage i Næstved. I 50-60'erne var alt lukket i påsken, både underholdning af enhver art, også biografer, og samtlige butikker. Intet var åbent i påsken dengang.
I dag virkede Køge ligeså som dengang. I Brogade på fotoet herover, et af byens hovedstrøg, anes kun en enkelt kørende bil samt nogle ganske få fodgængere.

Og i dag har Regeringen ikke kun udsat en forsigtig åbning, men også strammet forbuddene mere op! Dette kan ganske enkelt ikke fortsætte således, og en videreførelse af nedlukningen vil begynde at ramme den enkelt hårdt.
Personlig satser jeg på at genoptage lidt af mine gøremål i begyndelsen af marts, og jeg har også hørt andre udtrykke det samme.

Slutningen af januar.

Hvad sker? Svaret er stadig: ingenting!

Vejret er altid et taknemmeligt emne, og om det kan der fortælles, at der endnu ikke er kommet større mængder af sne, og at temperaturen svinger omkring frysepunktet, samt at det i dag har regnet lidt - og blæst meget.

Nedlukningen og mundbindshalløjet fortsætter uændret, og vaccinationsplanerne er en farce, og der trues tillige også med yderligere indskrænkninger.
Regeringen har tydeligvis slet ingen langsigtede planer, og reagerer først når tilfældigheder opstår, og en beslutning er påkrævet.
Desuden begynder tvivlen om politikernes pålæg om at lukke så voldsomt ned var berettiget, og tilstrækkelig velbegrundet.

Denne mangel på viden om hvad der sker, og hvad der skal ske, har gjort næsten alle aftaler umulige.
Nogle motiver jeg skulle fotografere i KBH, er aflyst indtil videre, så alt er begrænset til småture i området.
Men optimismen er til stede, dagene er blevet længere, og om et par måneder er det forår igen,

Som fotoet her til højre viser, så fik jeg flyttet tegneremedierne ind ved siden af skrivebordet, og indrettet en lille tegnepult. Det var lidt irriterende at skulle pakke sammen hver gang spisebordet i stuen skulle bruges. :-)

"La Passion de Simone".

OperaVision sender lørdag den 16. januar klokken 19:00 CET Kaija Saariaho oratorium "La Passion de Simone" fra 2006.
Der et værk i en række afsnit, som er glimt fra og omkring Simone Weil's liv, sat i tekst af Armin Maalout.

Det er selveste Anne-Sofie von Otter, som nogle måske har set og hørt i Tivoli, der er solisten.
Oratoriet varer omkring 75 minutter, og sendes fra Kungliga Operan i Stockholm, og dirigenten er Christian Karlsen.
Komponisten Kaija Saariaho har lagt noderne med teksten på sin egen webside.

Simone Weil, som Kaija Saariaho's oratorium handler om, var en bemærkelsesværdig kvinde.
Her i landet har Simone Weil i nyere tid næsten været glemt, men mon ikke interessen for hende øges efter oratoriets opførelse.

Simone Weil's koncentrerede, nærmest omflakkende liv, rummer stof til en yderst dramatisk historie, og må for hende selv have været lidt af et mareridt. Hun var både arbejder, og forfatter, og aktivist, og filosof, samt religiøs på sin egen måde, og det i årene der både omfatter 1. Verdenskrig, og den spanske borgerkrig, og den første halvdel af 2. Verdenskrig.

Simone Weil var datter af velhavende jødiske forældre. Hun var særdeles velbegavet, og allerede tidligt var hun blevet student, og blev efterfølgende lektor i filosofi. Men hendes sympati for arbejderklassen fik hende til at tage et almindeligt fysisk job i bilindustrien, på Renault-fabrikkerne.
Da den spanske borgerkrig brød ud, drog hun dertil for at yde praktisk hjælp. Men da nazisterne ikke længe efter trængte frem i Europa, måtte hun som jøde flygte, og nåede til Amerika.
Hendes rastløshed fik hende derefter til at drage tilbage til England, for at blive hemmelig faldskærmsagent bag de tyske linjer. Men det blev afvist af englænderne som værende umuligt, på grund af hendes dårlige helbred og typiske jødiske udseende.
Undervejs i livet havde hun søgt kristendommen. Men hun blev aldrig døbt, eller kom i den kristne kirke, og forblev sin egen kristne udenfor kirken.
Hun døde af tuberkulose på et sanatorium i Ashford i Kent i England den 24. august 1943, og hvor hun også blev begravet.
Hun blev kun 34 år gammel.

I en del år efter hendes død var hun et populært foredragsemne blandt præster og kristne her i landet. Især efter at hendes lille bog "Brev til en gejstlig" var udkommet i 1953 (genudgivet i 1974), i hvilken hun stiller en lang række religiøse spørgsmål.

Januar 2021.

Så kom der endelig lidt sne her på egnen. Dette hvide og tyste og dæmpende lag havde lagt sig overalt til morgen. Men det er ikke særlig koldt, så det bliver desværre sikkert ikke liggende længe.
Og coronaen?
Tja... her er indført yderligere stramninger, politikerne famler rundt i blinde, og uden hoved eller hale, og gør ondt meget værre.